torsdag den 28. november 2013

Interview: LAKOR Soulwear!


Denne uges interview omhandler Lasse Kornum fra firmaet LAKOR Soulwear. Fælles for firmaets produkter, er de grafiske illustrationer med et twist af humor. Samtidig er de ret rå, hvilket jeg er stor fan af! Er du også vild med grafiske og rå illustrationer, så læs endelig videre!



"NO ARGUMENT...".


Beskriv dig selv ( navn, alder, uddannelse osv).

- Jeg hedder Lasse Kornum, jeg er 26 år og uddannet designteknolog på TEKO og er i øjeblikket i gang med at afslutte en overbygning i entrepreuership. Jeg har det grafisk baserede firma LAKOR Soulwear som sælger tøj og plakatkunst.


Hvad inspirerer dig i hverdagen?

- Kontraster. Jeg synes det er spændende at tage fat i noget vi alle kender, eller har en reference til og så omtænke det. Jeg kan godt lide kontrasten til min hverdag i ”storbyen” Århus og min passion surfing, som foregår i det mørke og stormfulde Vestjylland. Mange af mine tryk er en kærlighedserklæring til vestkysten. Jeg plejer at sige at jeg har en mission om at gøre Udkantsdanmark street.


Hvor vil du selv placere dine værker stilmæssigt? 

- Det er minimalistisk. Sort hvide grafiske former, men samtidig detaljeret…ordet kontrast går igen. Det er en blanding mellem stencil streetart og polynesisk kunst. Det lyder så fint når man siger det, i virkeligheden kan jeg ikke altid styre hvad der kommer ud af fingrene. 



 "AM I STREET NOW?".


Hvad har inspireret dig til udviklingen af dine værker?

- Der er mange mennesker som har inspireret mig, og hjulpet mig til at blive en hæderlig designer. Jeg vil dog sige at den danske kystkultur er hvad der fascinerer og inspirerer mig. Der er noget spændende ved at kombinere nostalgi og sætte det ind i en moderne kontekst.


Jeg er specielt vild med illustrationerne "FISH OR DIE" og "ROCK, MY DEER". Hvad er historierne bag disse værker?

- ”Fish or die” tager udgangspunkt i den gamle skagensfisker, som efterhånden er det danske svar på Mona Lisa. Ordspillet ”Fish or die” kommer fra udtrykket ”Skate or die”. Designet fortæller, med et glimt i øjet, om den passion/livsstil som driver og definerer mennesker.
”Rock, my deer” er rent ordspil. Jeg synes bare det var sjovt fordi der er flere vinkler på forståelse og fordi det er lidt sort.




"FISH OR DIE".



"ROCK, MY DEER".


Hvem er din yndlingsdesigner eller kunstner?

- Godt spørgsmål...Jeg synes Banksy er ret genial. Derudover er jeg vild med en anden Århus kunstner som hedder Petter Smedsmo (som også var til FindersKeepers) og hvis det skal være mere abstrakt synes jeg Kurt Bülows farver og former er fantastiske.


Hvad er planerne for fremtiden?

- Jeg vil gerne leve fuldtid af LAKOR. Vi håber på hovedsageligt at kunne sælge vores ting online, så vi skal være skarpe på at få udbredt kendskabet til os…host (www.lakor.dk)! host (www.facebook.com/lakor.soulwear)!... Jeg ved allerede nu at der kommer til at ske en masse spændende ting over vinteren, men jeg kan ikke afsløre noget endnu. Jeg kan kun opfordre folk til at følge os. Desuden er vi altid glade for input og ideer, så kom endelig med noget input på vores facebook.



"MONA FISKER".


Tusinde tak til Lasse, for at have lyst til at deltage i denne uges interview. Jeg har kun vist et lille udsnit af deres arbejde her på bloggen, så tjek deres hjemmeside ud via overstående link. I kan også følge dem via deres Instagram konto; lakorsoulwear. Jeg ejer selv illustrationen "Rock, my deer" og jeg synes den er SÅ cool da det både er en blanding mellem det rå, grafiske, nordiske og humor som passer rigtig godt til min boligstil. Planen er at den skal hænge på moodboardet i kontoret, det skal i nok få at se når det er færdigt :) 


See U later, Decorator!

Camilla


Ingen kommentarer:

Send en kommentar